En Smyga af mb

Vi bærer alle på fortællinger i vores liv – beretninger om levede liv, grusomme skæbner og heroiske gerninger. Vi ved ikke altid hvor de kommer fra, men vi bærer dem i vores hjerter og inderst inde ved vi at de er en del af os selv. Sådanne historier lader sig ofte bedst fortælle i form af en Smyga^#.

Dette gælder også for den beretning jeg nu vil fortælle.

Emiren af Tagensbo har sin oprindelse i det københavnske Nordvest kvarter. Der boede engang en lille familie – far, mor og 3 børn. Den yngste af børnene – en glad lille gut – voksede op i det trygge miljø, kendte alle børnene, kendte hver en sandkasse, hver en hinkerude – og var selv kendt af alle. Han var ikke uden evner – lærte tidligt at læse og skrive. Ikke kun bøger og breve – men i lige så høj grad mennesker og natur. Og se – det er jo en fantastisk evne – at kunne læse og forstå sine omgivelser. På sine egen måde – og trods sin dengang ringe vækst – ragede han på forunderlig vis op over sine jævnaldrende. Han blev bemærket af de voksne – og selvom han ikke flød med strømmen, altid var nysgerrig og aldrig var bange for at sige det de voksne ikke selv turde nævne, blev han spået en lys fremtid. Han ender nok som Emiren af Tagensbo sagde folk med et skævt smil – for det var jo der de boede, i Tagensbo.

Årene gik og man hørte ikke så meget til den unge purk – nogen mente at han måske var stukket til søs, andre at han havde bosat sig i England – andre igen at det bare var Vestegnen. Det er på dette tidspunkt at jeg personligt stifter bekendtskab Emiren – dog under et nyt navn, nemlig Moseboen. Jeg vokser op i Søborg – og den daglige spadseretur går ofte til Nymosen hvor vi fodrer ænder og træder vore barnesko. Der ser jeg selv på nært hold denne Mosebo. Måske ikke med egne øjne men mine søskende ser ham. Derovre bag et træ – derude midt på søen – så du ham ikke? Jo jo – næsten. Og dem der så ham kunne jo se at han var både stærk og hurtig. Han kunne løbe uden at blive træt – cykle uden at vælte og stå på ski så flot som nogen. Han snakkede med fuglene, klappede fiskene og groede hår og skæg som en anden mistelten. Min egen far påstod at han var i familie med Moseboen – det havde jeg nu svært ved at tro. Min far havde ikke meget hår og var ikke særlig sporty. Men Moseboen havde fart på og opførte et lille hus i mosen. Nogen kaldte det en skurvogn – men jeg synes det var et hus. Der kom mange børn som lærte om naturen og Moseboen delte rundhåndet ud af sin viden – til både drenge og piger – der jo som bekendt oplever og sanser naturen på forskellig vis. De lærte for eksempel at bestemme alderen på en sø, ved blot at kaste en sten i og så tælle ringene i vandet! De lærte om orkidéer og brudelys, om lappedykkere og grønbenede rørhøner. Han blev alle så kær – og der fik han tilnavnet Høvdingen af Nymosen.

Så gik der flere år hvor jeg ikke hørte meget til Moseboen – men efter sigende var han meget optaget af Mosekonen. Ikke langt fra Ulvedalene, omgivet af Dyrehaven, ligger Dværgenes Hus. Ved første øjekast er det et ubetydeligt lille træhus – med lavt til loftet, men den der kommer indenfor, vil sande noget ganske andet. Jeg har selv været der – dvs. ikke personligt – men en af mine bedste venner kender en der blev inviteret indenfor. Og der er lunt og godt – selv på den koldeste vinterdag. Rundt omkring i stuen er der fint indrettede terrarier, akvarier og volierer. Ørkenrotter, guldfisk og smukke fugle tumler omkring og gnasker, plasker og basker – helt stille bliver der aldrig. Hvis man går nedenunder, kommer man til et stort bibliotek med bøger om alverdens emner. I midten et stort skrivebord med papirbunker så høje som islandske ponyer. Der sad Moseboen og skrev sine bøger. Og gik man ovenpå ankom man til den dejligste gildesal – lys og luftig – blød og behagelig. Der blev der holdt mange gode fester og gæsterne kunne sagtens overnatte for der var både værelser og hjerterum. Bee my guest – som han sagde.

Og hvert år deltog han i den store folkevandring omkring Ulvedalene. Tusindvis af letpåklædte danskere samledes for at nyde naturen og for at se skoven iklæde sig sit rødbrune løv – men der var også noget andet de gerne ville se. Er han mon med i år blev der spurgt ned gennem rækkerne. Jo jo – jeg har lige set ham derovre. Hvor? Derovre ved de store egetræer. Og sådan gik ordene frem og tilbage og da vandringen blev sat i gang, gik der ikke mange minutter før alle løb afsted – begejstrede over udsigten til at skulle møde Moseboen.

Og hvis man så nøje efter kunne man ikke undgå at se at der også var vandringsmænd og -kvinder helt fra Afrika. Og de var næsten de mest begejstrede – de spænede afsted helt oppe foran. Is the Moesbow here today blev der spurgt – oh yes, han er her. Og du undrer dig måske over hvordan disse kære venner fandt vej til vore breddegrader. Ja – hvis du rejser lidt rundt i Østafrika – ja så vil du ikke undre dig. Læg f.eks. vejen forbi Zanzibar og du vil erfare at alle børn dernede kender Moseboen – eller the Moesbow som de kalder ham. He comes every year and stays for mange uger! Min fætter så ham sidste år og min onkel har også set ham. Og personligt har jeg selv hørt med mine egne ører at min kusine mødte ham på toppen af Kilimanjaro!

Jeg har også selv løbet rundt i Ulvedalene med ham. Efter flere års forgæves søgen mødtes vi i 2018 hvor vi tog turen sammen – nærmest arm i arm – det var en oplevelse! Han var på hjemmebane kunne man fornemme og humøret fejlede ikke spor. Vi klarede turen på 1 time og 40 minutter – og i år – 5 år senere hørte jeg at han gjorde turen på 1 time og 30 minutter. Jeg så ham ikke selv – men det var der mange andre der gjorde. Og hvis han bliver ved med at forbedre sin tid i den hast kan han løbe hurtigere end sine afrikanske venner i 2048!

At Moseboen – eller Syngehøvdingen – har boet i Dværgenes hus er der ingen tvivl om. Det ved de fleste – og mange har besøgt ham der – har jeg hørt. Men ofte bliver man spurgt – Bor der nogen på Eremitageslottet – nej nej, det må man ikke, det er fredet osv. men er det nu også rigtigt? For er der ikke sommetider lys på 1. sal og så vi ikke lige en der stod kiggede ud – og lød det ikke lige som om der var en ordentlig fest på slottet i nat? Og spørger man Slotsstyrelsen siger de bare øh og bøh, men spørger man selv det mindste barn i Skovbørnahaven – ja så ved de alle hvem Eremitageboen er!

I husker nok at han som dreng blev spået en fremtid som Emiren af Tagensbo. Det var nok de færreste der troede på det – men nu mange år efter forstår vi hvad det egentlig betød. Emiren af Tagensbo udtales jo Eremitageboen – og se – det er jo lige netop det han blev.

Sådan lyder Smyga’en  og det er ganske vist alt sammen …

^#En poetisk genre der blander Sagaens troværdige beretning med Mytens gudeberetninger.